Fra Ole Espersen i anledning af TÅGEN LETTER - HVA’ NU. 4. høring om hash, hamp og kultur. Sept 2001

Ole Espersen var justitsminister i 1981 og 1982, siden var han i en årrække menneskerettighedskommissær for Østersørådet. Nu har han genoptaget sin gerning som professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet, med speciale i international ret.

KONTROLPOLITIK

Jeg har selv et medansvar for kontrolpolitikken i Danmark. Som justitsminister i 1981 og 1982 i Anker Jørgensens 4. og 5. regering, øgede jeg politiets bevilling med 70 nye betjente. Der skulle sættes hårdt ind over for det stigende forbrug af narko blandt ungdommen.

Jeg bliver nødt til at forklare, at i de dage skelnede man ikke mellem de såkaldte bløde stoffer som hash og så de skrappere narkotiske sager som heroin, morfin, amfetamin osv. Der var kun tale om én fællesbetegnelse: NARKO!

Dengang følte jeg, at det var vigtigt at give et signal til folkeskolerne om, at narko var farligt, og at det derfor var nødvendigt at sætte politiet ind!

Det var ikke fordi, jeg troede, at det ekstra mandskab i sig selv kunne løse problemet, men jeg havde en forhåbning om, at den ekstra politiindsats måske kunne signalere at hash og de andre stoffer var farlige.

I dag er det helt åbenbart for mig, at den slags kontrolindsats ikke virker og aldrig har virket. Der er mange andre steder, hvor der er meget mere grund til, at politiet sætter ind.

Den gældende danske hashpolitik er fortsat et udtryk for dobbeltmoral. Handel med hash er ulovlig. Alligevel har man på den ene side Rigsadvokatens cirkulære, der begrænser straffen for besiddelse af hash til eget forbrug - til advarsler og mindre bøder - mens man på den anden side ved, at mindst 400.000 - nogle mener mere end 600.000 - borgere jævnligt er brugere af cannabis under en eller anden form.

Dette komplicerede problem har resulteret i en usikker retstilstand og en tilstand i almindelighed, der politisk set er meget utilfredsstillende. En sådan dobbeltmoral virker ikke særlig overbevisende på de mennesker, den rammer: Det er svært at forklare en ung mand - der ryger hash et par gange om måneden - at han gerne må have hashen på sig og at han gerne må byde en kammerat på en pibe hash - hvis de skal have sig en hyggelig aften - men han må ikke købe hashen, og der er slet ingen, der må sælge den til ham. Det er nærmest umuligt at forklare.

Cannabis er ikke noget, som politikere normalt selv bruger. Det repræsenterer en helt anden kultur - de forstår det ikke og må distancere sig fra det. De kommer derfor med nogle - lidet overbevisende - argumenter om, at vi har rusmidler nok. Følgeligt bliver det officielle argument imod hash, at da samfundet i forvejen har to andre rusmidler - alkohol og tobak - så kan der ikke være behov for et tredje.

Men at vi allesammen drikker - mange af os endda lidt for meget - det gør ikke noget. Alkohol er et nydelsesmiddel, som vi selv bruger, og så er det svært at se faren ved det, selv om den overdrevne brug af alkohol koster samfundet mange milliarder kroner hvert år.

Det er en fuldstændig ulogisk begrundelse - at det er nok med to rusmidler. Da de er næsten lige farlige eller ufarlige, så må man vel lade folk vælge. Ellers er det lidt af en formynderisk indstilling at have. Og når man følger med i skadevirkningerne - af henholdsvis alkohol, tobak og hash - så er der ikke noget fornuftigt argument for, at man ikke skulle liberalisere hashen og sælge det på samme måde, som man sælger de andre to rusmidler - altså med banderole på og afgifter. Men det kræver, at man afslører det dobbeltspil, som i mange år har fundet sted.

Det er sjældent partiernes topfolk, der kommenterer narkotikasituationen. Den opgave overlades i stedet til politikere, der ikke står i forreste række. Når en politiker rører ved et ømtåleligt emne - og ikke straks får et stort flertal med sig - så er han bange for, at det kan bruges imod ham af de andre partier, der siger: “Nåh, du er nok sådan en type, der går ind for fri hash og fri narko!”

Resultatet - i stort set alle partier - er desværre, at når først partiledelsen har drøftet spørgsmålet, så har man ment, at det er ‘noget besværligt noget’, at skulle tage stilling til. Derfor er det bedre - og mere sikkert - at blive ved, som man altid har gjort. Det er dog jævnligt sket, at ’menige’ medlemmer har vist åbenhed - i det mindste over for en diskussion.

Der ryges, der indtages stoffer - og de florerer overalt. Der er tydeligvis ingen afskrækkelse i kontrolpolitikken. I virkeligheden ved man godt i alle partier, at det er os selv, der skaber kriminaliteten:

Vi skaber en utålelig tilværelse for narkomanerne

Vi sørger for, at der er lyssky folk, der kan lukrere på narkoen

Vi sørger for, at der kan føres krige på det

Vi sørger for undskyldninger til interventioner i andre lande på grund af den førte narkopolitik

Vi bekæmper marihuana med hær, flåde og luftvåben

Og lige lidt hjælper det

Politikerne bliver nødt til at erkende at i det spørgsmål, dér har de ikke fundet de vises sten.

Når det drejer sig om cannabis, så må de frigive planten helt og tage konsekvensen af det, som de alligevel mere eller mindre - rent faktisk - har gjort i det skjulte.

Når politikere alligevel bruger argumentet med det tredje rusmiddel, er det for, trods alt, at lyde overbevisende, selv om de godt ved, at de har en dårlig sag.

Politiet bruger også en enorm mængde kræfter på samme sag - og til ingen nytte. De må føle sig lidt til grin en gang imellem, når de skal ud og rydde hampemarker. Jeg synes også, der bliver gjort grin med folk, når de ikke har lov til at dyrke cannabis i deres egen have.

Vi ved, at 800 tons hash - og sikkert meget mere - hvert år forhandles over grænserne. Vi ved også, at pengene i høj grad går til terror og andre forbrydelser. Der skabes kriminelle miljøer samtidigt med, at politiet sættes ind stort set forgæves.

Jeg forestiller mig ikke, at det kan være svært at finde en form for legalisering eller afkriminalisering, der kan prøves - måske som i Holland med de såkaldte coffeeshops - eller som i Slesvig-Holsten, hvor der er politisk enighed om en særlig apoteker-model. Eller en kombination af de to modeller sammen med hjemmedyrkning og et mindre legalt salg - ligesom man ser det i Schweiz i dag.

Hash er forbudt ifølge en FN-konvention. Alle konventioner kan opsiges, men det ville politisk set være en besværlig sag.

Næh, man er nødt til at lave nogle forsøg og argumentere politisk i forhold til andre lande. Måske kan man begynde med at få lavet nogle tilføjelser - eller protokoller til konventionerne - der tillader, at man eksperimenterer sig frem.

SE OGSÅ INTERVIEW MED OLE ESPERSEN