Gustav Bunzel : VÆR VELKOMMEN, UNION

Fremført som politisk stand-up til "Bundmøde" i Christiania 02.12.13 musikledsaget af Michael Perbøll.

Klodens mere end 6 milliarder mennesker arbejder årligt mere end 10.000 milliarder timer.

I nogle få procent heraf fremstilles egne livsbetingelser.

I langt de fleste arbejdes der for at tjene penge som løn. I nogle procent arbejdes der for at tjene penge på andres arbejde. Nogle tjener penge på andres arbejde uden at arbejde. Nogle steder modtager fattige penge af det offentlige uden at arbejde.

Milliarder af mennesker arbejder altså ikke for at frembringe menneskenes livsbetingelser, men for at frembringe pengeindkomst, især til køberne af arbejdskraft.

Rige mennesker må nødvendigvis eje mere, end de selv forbruger. Ellers er de ikke rige.

Ingen vil købe aktier i tusind tons modne tomater. Vil man øge værdien af sin ejendom i stor målestok, må man altså købe aktier i produktionsmidler. Produktionsmidler som anvendes til produktion af produktionsmidler. Eller arbejdspladser, som frembringer arbejdspladser, der frembringer andre arbejdspladser, som atter udkonkurrerer atter andre arbejdspladser…

De arbejdende har mistet ansvaret over deres arbejde. De, der behersker arbejdet, ønsker kun at besidde noget, hvis vurdering i penge er sikrest mulig og vokser hurtigst muligt. Men, det der får én rigdom til at vokse hurtigt, destruerer en anden. Firmaer, der et år er milliarder værd på børserne, går fallit det næste.

Det er derfor arbejdende mennesker, ikke forbrugende mennesker, der er den alvorligste trussel mod klodens liv.

Forbrugerne kunne dog ikke vide, at drivgasserne i køleskabe ville ødelægge ozonlaget. Intet skib lukker spildolie ud, der skal en arbejder til. De skrotbunker, der sejler rundt med miljøkatastrofer om bord, er sejlet af søfolk. Hvilket ikke fratager politikere ansvaret for ikke at have forbudt dem for længe siden.

Pengeøkonomiens logik truer med helt at fratage menneskene magten over og indsigten i egne vilkår. Hvilket på ingen måde undskylder den herskende stupide gridskhed.

Tilsammen kunne menneskenes og naturens produktivkræfter frembringe mere end rigelige livsbetingelser for alle. Men menneskenes økonomiske og politiske forvaltningskunst formår endnu ikke at frigøre disse muligheder. Formår ikke engang at begribe problemet.

Årsagen hertil er vel den enkle, at opgaven, altså forvaltningen af 6 milliarders økonomiske samvirke i et pengesystem, er vanskelig. Netop fordi løsningerne ikke kan findes i den umiddelbare stræben efter pengeberigelse, tværtimod, men tillige skal findes heri.

Kapital er pengeavlende penge. Penge, der investeres med hensigten at tjene flere penge. I modsætning til penge, der betaler forbrug eller forpligtelser. Kapitaler kan selvklart ikke selv udstede penge. Hvorfor skulle man tjene penge, hvis man blot kunne trykke dem ? Kun staten kan udstede penge. Med de statsudstedte penge kan kapitaler tjene profit og udbetale lønninger. Disse pengeindkomster kan staten beskatte til finansiering af statens udgifter, herunder statens lønninger.

Staten må ikke dække sine udgifter ved at udstede penge. Sker noget sådant i større målestok, vil pengenes købekraft blot mindskes tilsvarende eller endnu hurtigere, hvorfor endnu flere penge skal udstedes. Inflation. Hvis fortsættelse i hyperinflation vil opløse retssamfundet og omdanne pågældende stat til en ren røverstat.

Staten må heller ikke låne til sine udgifter over en vis grænse. Før eller senere vil en sådan stats skatteindkomster ikke kunne betale både afdrag, renter og statens ordinære udgifter. I al almindelighed må et statsbudget altså balancere.

Men kapitaler forsyner ikke alle med profitter eller lønninger. Og resten kan ikke alle blive ansat hos staten ! Bliver der mangel på arbejdskraft, vil lønninger stige, og dyrere arbejdsbesparende teknologi kan indføres.

I sig selv fremkalder markedet nødvendigvis fattige, altså pengeløse, mennesker.

Efter bolshevikkernes magtovertagelse i Rusland 1917 søgte man her at løse problemet ved at erstatte kapitalismen med en såkaldt socialisme, som ingen forinden (-og siden-) egentligt vidste, hvad var. Marx havde faktisk ikke skrevet noget om det. Man lod så staten ekspropriere kapitalen. Oprettede altså en statskapitalisme, og kaldte dette for socialisme.

Men hermed blev staten blot eneste kapitalejer og arbejdskøber. Hermed kommer kapitalejeren altså til at udstede penge. Og hvorfor skulle kapitalejeren besvære sig med at tjene de penge, ejeren, som stat, selv kan trykke? Og andre kunne ikke bruge disse penge som kapital, da noget sådant var statens monopol. Undtagen på det sorte marked, hvor fjendens penge, dollars, blev den mest gangbare valuta. Slås stat og kapital sammen, ophæver de hinanden. Magten blev delt mellem to bander, partiet og mafiaen. Som delte rovet efter 1989, den såkaldte privatisering.

Ergo, ind til videre kan kapital ikke ophæves, da vi indtil videre ikke ved nok om, hvorledes og i hvad pengesystemet skulle kunne ophæves.

Ergo må den politiske stræben dreje sig om en bedre forvaltning af det kapitalistiske pengesystem. Udtrykt kort.

I den globaliserede kapitalisme er gældende for alle, at adgang til livsbetingelser forudsætter adgang til penge, tilstrækkeligt med penge. Disse penge må man forskaffe sig lovligt eller ulovligt eller gå til grunde. Det må da være politikkens hovedopgave, at alle, alle på kloden, kan tilegne sig tilstrækkeligt med penge til at kunne leve et lovlydigt liv. Kun et samfund, hvor alle har mulighed for at leve et lovlydigt liv, er et retssamfund.

At tildele alle en tilstrækkelig købekraft, forudsætter, at pågældende penges købekraft er stabil. At inflationen altså er lav. Dette forudsætter et normalt balanceret statsbudget, og at pågældende valuta er stabilt udvekslelig med andre valutaer på verdensmarkedet.

Et globalt valutarisk system, hvor statsbudgetter forvaltes med hensigten, at bevare pengenes købekraft stabil, og at muliggøre en sådan pengefordeling, at alle kan leve et lovlydigt liv, forudsætter altså en møntunion, en global møntunion.

Noget sådant kunne man passende kalde velfærdskapitalisme.

Velfærdskapitalisme opstår nogle steder før andre. For at fortsætte må velfærdskapitalismen da brede sig. Man kunne kalde dette for velfærdskapitalistisk imperialisme.

En møntunion, global eller lokal, forudsætter politisk og retslig koordination af mange andre arter.

Bag møntunionen lurer verdensregeringen.

Skal konflikter kunne løses med retslige midler. Altså uden at slå hinandens børn ihjel, som den amerikanske ekspræsident Carter, udtrykte det i Oslo tirsdag 10 december, da han modtog Nobels fredspris. Da forudsætter dette en globalt praktiseret folkeret. Carter kunne kun henvise til FN, med alle dets begrænsninger. Men FN kan ikke frembringe en global velfærdsunion.

Når unge mænd risikerer livet for at sende penge hjem til familien, der lever under en hyperinflationær røverstat, da er de vel helte?

Vi kan ikke have mindre omfattende målsætning end velfærdens globalitet. Et velfærd, der forudsætter andres elendighed, bliver en forbandelse.