CHRISTIANIA, HASHEN OG HUSENE - marts 2003

af Nils Vest, filminstruktør og christianit (bragt i CHRISTIANSHAVNEREN i forkortet form)

Eventyr eller normalisering?

Holder begrundelserne for at ville nedlægge Christiania?

Da vores familie rykkede ud på Christiania for anden gang, i 1982 - vi boede der også nogle år i 1970’erne - var der to meget væsentlige grunde: Et spændende, kunstnerisk og aktivistisk miljø, og et trygt og sundt sted for vores to små børn, hvor de kunne lege udenfor på vejen uden fare for at blive kørt over.

Mange spurgte, om det nu også var rigtig velovervejet. Man kunne da ikke bo med børn, hvor der ikke herskede lov og orden. Og husene var i en slem stand. Den lade, vi rykkede ind i, havde hverken indlagt vand, afløb eller anden varme end en lille gasovn. Det gjorde nu ikke indtryk på os, vi elskede de mange forskellige slags mennesker, der boede herude, for der var og er vel ikke noget sted i kongeriget, hvor så mange forskellige folk mødes og samarbejder, hvad enten de har gået tre år i hjælpeskole eller har en akademisk uddannelse. Laden blev færdig efter nogle år og har idag, lige som så mange andre steder herude, både toilet, bad, isolering og centralvarme.

Jo, en ting til gav vores ældre familiemedlemmer gys ned ad ryggen: Bullshit-rockerne. Men da vi havde været med til Junk-blokaden i 1979, så vidste vi, at når mange mennesker står sammen, så kan man udrette det mest utrolige. Junken røg ud. Og ligeså Bullshitterne, efter mange, lange og seje møder. Hvor mange andre steder snakker folk med deres "nærrockere"?

DET STORE HASHMARKED

Lige nu er der to ting, kritikerne fører til torvs: Hashmarkedet er for stort. Og området trænger til at byfornys grundet boligernes påståede elendige stand.

Det ene kan de fleste af christianitterne være enige i, også mange af pusherne. Man er ved at blive kvalt i succés.

Det andet er meget langt fra sandheden.

Pusher Street først: Hashsalget har lige fra Christianias start været en kilde til irritation hos mange. Ikke for hashens egen skyld, det hørte med til hippiemiljøet, man havde røget den i Istanbuls basarer, i den afghanske landsby eller i templerne i Kathmandu. Og handelen foregik mest mellem venner. "Der skal to til en god pibe, dig og din forhandler", som et Christianshavner-slogan lød. Med andre ord: Kend den, der sælger dig varen, det er en tillidssag. Fortjeneste på salget var ikke god tone i 60’erne.

Efter 1973 accelererede det. Da startede ungdomsarbejdsløsheden. Hvad gør en oprørsk ung mand eller pige, uden uddannelse, måske uden familie til at bakke op og måske med en række nederlag i de tidlige år? Man finder sig ikke i at blive pacificeret med socialhjælp. Så er det sjovere at sælge en forholdsvis uskyldig vare, ganske vist forbudt, men den smager godt, giver en rus og desuden en indtjening, så der også bliver råd til en ferie ind imellem.

Men mere vil have mere, og flere og flere ville smage den forbudte urt, og så kom der rigtig gang i salget. Nogle af pusherne tjente meget store penge, andre fik lige lidt ekstra til dagen og vejen, og andre igen kom i stor gæld. Ganske vist var der en del, der stadig havde rod i hippiemiljøet og selv skaffede sig varen ad alternative kanaler, udenom den udenbys grossist, men som helhed var uskylden røget. Penge kan give en større rus end cannabissen. Det hører med til liberalismens selverkendelse.

Da Danmark i 1960’erne gennemførte et forbud mod cannabis, efter amerikansk initiativ, lovede man at efter et år eller to at nedsætte en hampekommission. Det skete aldrig! Og så sent som i år 2001, hvor SF igen foreslog at regeringen nedsatte en hampekommission til at vurdere sagen, blev det afvist af den socialdemokratiske regering. Sundhedsminister Arne Rolighed argumenterede med, at der ikke skulle indføres nye rusmidler, og så spurgte han, hvad de allerede etablerede bander skulle tage sig til, hvis de pludselig ikke havde hash at sælge.

Forud var gået en række "høringer om hash, hamp og kultur", arrangeret af Christianias Kulturforening, hvor tretten respekterede, solide samfundsstøtter, uden tilknytning til hashmiljøet af nogen art, til slut havde vurderet, at en frigivelse af hashen var langt at foretrække fremfor den nuværende, uigennemtænkte amerikansk-dikterede kriminalisering.

De seneste par år har politiet lukket den ene hashklub efter den anden. Så rygerne strømmer ud til Christianias åbenlyse, junkfrie hashmarked. Det havde man ikke forudset i 1993, hvor fristaden af regeringen blev pålagt at dæmpe hashmarkedet.

En “dæmpning af salget”? Det var vist lidt af et luftkastel. Så længe der er efterspørgsel, er der udbud, det behøver man ikke at være uddannet økonom for at vide.

Hvis Pusher Street lukkes ned af regeringen, så vil kunderne og sælgerne bare samles andre steder, hvor man ikke kan være sikker på et junkfrit marked. Og hvis gadens forhandlere beslutter sig for at fjerne fx. halvdelen af boderne, så salget bliver "mindre synligt", som visse politikere og politiet har ønsket det, så må kunderne bare stå lidt længere tid i kø.

Pusher Street i dag og for ti år siden: Dengang var der megen aggression, voldelige konfrontationer med politiet og diverse hælervarer. I dag ligner det et landligt tivoli. Den åbne vold er væk, og højttalermusikken er dæmpet. Og alle turister skal lige en tur nedenom. Selv min mor på 84, en pæn dame i Hellerup, synes det er sjovt at lade spadsereturen gå igennem "gaden".

En nærliggende løsning på Pusher Streets overophedede marked ville være at gøre som i Belgien lige nu: Ud over tilladelse til at have fem gram i lommen må folk dyrke deres hampeplante. Så vil tilstrømningen til markedet gå ned, samtidigt med at trafikbelastningen i de omkringliggende gader mindskes. Og de illegale fortjenester vil beskæres. Senere kunne man begynde en egentlig legalisering, hvor der førtes kontrol og opkrævedes afgifter, til glæde for statskassen. Hvis der så desuden blev skabt nogle flere arbejdspladser for især de unge, så ville mange andre sociale problemer også blive løst. Arbejdsløshed fører let til kriminalitet. Tænk over det, kære regering!

BOLIGERNE OG BYFORNYELSE.

I begyndelsen ville regeringen helst lukke hele Christiania, med hashen som argument. Men måske har den seneste Gallup-undersøgelse, hvor flertallet af danskerne ønsker fristaden bevaret, fået Venstre til at ændre taktik. Nu siger man, at man vældig gerne vil bevare området som et særlige rekreative areal, blot skal nuværende beboere skal flyttes væk i cirka fire år, for derefter at kunne købe deres egen bolig tilbage til markedspris. Ha-ha! Den kan selv et skolebarn gennemskue. Der er intet som helst ønske i at bevare det enestående sociale eksperiment. Og der bliver højst nogle få pushere, der får råd til at flytte tilbage. Næ, ned med det hele, så det kan ligne det temmelig kedsommelige nybyggeri ovre på Holmen. Kommer der et levende miljø ud af det? Selvfølgelig ikke. Kunstnere og ildsjæle tænker sjældent særlig meget over, om de får økonomisk gevinst. Derfor bor de, hvor der er billigt og helst også smukt. Og hvor mennesker ikke er bange for at vise følelser. Christiania dækker et stort behov.

Men nu husene herude. Er de saneringsmodne, eller parate til byfornyelse? Igennem årene har vi gjort boligerne stadig bedre og sundere, med tagreparationer, tætning, isolering, vand, kloakering og udbygget el-net. Sunde og tilfredsstillende huse de fleste, ikke helt efter en Holmen-standard, men for folk, der foretrækker enkle, billige løsninger. At visse velhavende pushere har fået anderledes vaner, med eksklusive hjem og dyre biler - i lighed med livet udenfor - det er mere en følge af den kriminelle markedsøkonomi.

Det er nok i virkeligheden det, der generer visse borgerlige politikere mest: at der i dag ligger så mange dejlige boliger. I huse, man rynkede på næsen af for 30 år siden, fordi de dengang var nedslidte og hærgede. Og så bor her jo nedslidte folk, der trives netop her, fordi de føler en accept. Jeg tror, at man kan finde noget lignende i de små bysamfund i landets yderkanter. Der ved man, hvem der bor der, man holder lidt øje med hinanden og griber ind, hvis det er ved at gå alt for galt. Jeg vil ikke hævde, at alt er idyl herude. Vi har masser af problemer. Men de kommer frem i den åbne dag, hvad enten de bliver løst eller ej. Hvor mange andre steder sker det?

Christiania er en landsby. Med international opmærksomhed. På den store byplansudstilling i Berlin sidste år var Christiania et af de opsigtsvækkende elementer, med plancher og film. Og Steen Eiler Rasmussen, der som arkitekt var en stor beundrer af fristadens egenart, prøvede at lave noget lignende i en moderne udformning ude i Tingbjerg. Det blev ikke noget vellykket resultat, hvad han også selv beklagede. For man kan ikke planlægge et frodigt miljø oppefra!

At ville gennemføre en byfornyelse i et område, der hverken ønsker det eller trænger til det, er ren magtbrynde. Det er ikke ærlig politik, det lugter af fidus. Man vil slå tre fluer med et smæk: fjerne det alternative miljø (der er ret få borgerlige stemmer herude), bygge nogle velhaverboliger i et smukt område og lave en tom demonstration mod hashmarkedet. Tom, fordi alle, inclusive politiet, ved, at hashsalget Danmark ikke kan fjernes.

I stedet for at glædes over det i verdensmålestok enestående, åbne, anderledes, ofte eventyrlige, og også ind imellem irriterende, men i hvert fald mentalt udfordrende minisamfund i et vidunderligt H. C. Andersensk hjørne af København, så vil man gennemføre en kedeliggørelse. Uden genbrugsarkitektur. Uden Pigegarde. Uden Bundmøder. Uden små alternative virksomheder. Uden julemarked. Uden bespisning af juleløse. Uden overraskelser.

En lukning vil ikke gå upåagtet hen ude i verden, Irak-krig eller ej. For fristaden har mange, mange venner og sympatisører.