Minoriteternes Grundlovsdag

på Christiania

5. Juni 2014

TALE AF REGULA MALTRY

 

Jeg skal nok fatte mig kort, Britta! Men 2 min. er ikke meget. Og du ved, at korte, men prægnante taler om et tema, som tilhørerne ikke ved meget eller intet om, er meget sværere at forfatte end det timelange og intetsigende sludder man hører i fjernsynet, om det så er interviwet af en fodboldstar og andre kendisser, eller diverses meninger om den tykke dreng fra Græsted og hans underbukse- og andet luksusforbrug for skatteydernes penge.

Jeg skal tale om FEMEN, den ’nye’ kvindebevægelse, der kom med ’Pussy Riot’ (alle må kende dem!) fra Rusland over Ukraine, med de til-sex-solgte kvinder (som Vesterbro stadig vrimler med) til Paris og senere ned til Côte d’Azur, hvor den russiske, som den korsikanske Mafia har deres bordeller, massageklinikker og fitnesscentre især i Monaco. FEMEN-kvinderne blev meget populære i Frankrig og andre europæiske lande og optrådte i alle medier. Man så dem med blomster i håret og deres nøgne, malede bryster som våben på offentlige pladser, hvor de kæmpede for kvindens ligestilling og mod hendes udnyttelse som sexobjekt. Jeg tror jeg har allerede nævnt det sidste år ved samme lejlighed. Da var jeg lige kommet hjem fra sydkysten, hvor jeg havde oplevet en FEMEN-demonstration i Nice og hvor ’Charlie Hebdo’, Frankrigs sjove satiriske ugeblad, som jeg altid læser dernede, på Kvindernes Dag d. 8. marts, havde udgivet en hel uges udgave kun om FEMEN. Jeg var forbavset, da jeg kom hjem, at ingen i DK kendte til dem. Jeg hørte senere, at ’Information’ havde nævnt FEMEN i en kort artikel 8. marts. Men hvem læser ’Info’ når man kan nøjes med Danmarks største skoleblad ’Politiken’, Extrabladet eller ’Savl og Hors’ sladderspalter.

Så vil nogle sikkert råbe op: Hvad rager d e t os? Hvad vil sådan en gammel 68-hippie fortælle os om en ny kvindebevægelse? Har vi ikke ligeret her i landet?

 

Her i foråret bragte DR K (kulturkanalen) for første gang et kort interview med en kvindelig oprører, som de kaldte det: en dansk kvinde, som var medlem af FEMEN, den eneste i landet. Hun fortalte, at hun på kvindernes dag, sammen med et par veninder, havde optrådt med nøgne, malede bryster og blomster i håret (det må have været pissekoldt d. 8. marts), for at agere for FEMEN. De var omgående blevet arresteret og havde fået et bødeforlæg på flere hundrede kroner, begrundet med forstyrrelse af den offentlige orden. Hvor mange mænd har jeg ikke set med kæmpe graviditetsvom og hængepatter uden BH på, gå frit til offentlig beskuelse, godt nok mere om sommeren. Men de er aldrig blevet anholdt. Og vores patter kan endda bruges til noget. Jeg har i hvert fald kunne nære flere end mine egne to børn med min mælk, i barselsstuen. Er det ligeret? Jeg spørger bare!

Har vi ikke snarere brug for en mandebefrielses-bevægelse? Måske en der befrier den stakkels mand igen fra børnepasning, madlavning og rengøring? Eller har vi? Jeg bliver i hvert fald stadig rørt til tårer, når jeg ser en kærlig far gå tur med sine børn, jeg får altid lyst til at kysse ham. For sådan var det ikke i vores tid, da var det med børn helt og holdent morens opgave. Så noget har vi dog opnået. Men man hører stemmer i dag der forlanger: Giv os alfa-hannen tilbage? En der er hård og selvsikker og ikke hele tiden bliver overtrumfet af højtuddannede kvinder, som har været opmærksomme og lært noget i skolen, i stedet for at pjatte, at slås med hinanden, eller spille fodbold?

Så spørger jeg: Jamen har vi egentlig lige ret? Har vi ligeløn for lige arbejde? Har vi procentvis lige mange chefstillinger, bestyrelsesposter eller politikere med magt (det sidste har vi vist snart), som den anden halvdel af befolkningen har? Eller er det stadig lettere for underprivilegerede kvinder, der vil/skal tjene penge, at sælge deres krop, end at komme til at sidde bekvemt med en sjus i hånden, sammen med gutterne i bestyrelsesrummet og tjene en god løn på denne måde? Om de så sælger sig rent bogstaveligt til sexindustrien, eller i den borgerligt mere accepterede form, til reklame- eller modebranchen. Prostitution er det jo mange gange alligevel. Tænk bare på den tingsliggørelse kvinder udsættes for i disse industrier! Og hvordan vi alle sammen underlægger os mere eller mindre deres meningsdiktatur i vores liberal-kapitalistiske samfund, der skriger efter vækst og mere vækst, selv om vi snart har vokset os ud over afgrunden. Med den accepterede tingsliggørelse mener jeg f.eks., at kvinder lader sig nu igen presse ned i 20 cm. høje sylespidse hale som ødelægger

deres fødder og resulterer i slidgigt. Det troede vi gamle kvindeforkæmpere, var afgået ved døden en gang i 70-erne, da vi brændte BHen og smed stiletterne ad h.. til.

Eller de lader mode- og reklamediktaturet bestemme hvor stor deres bryster og røve skal være, eller om de skal have botox sprøjtet ind under læberne for at være med, og på. Det er jo alt sammen frivilligt, vil I sige. Er det nu det, når så stærke økonomiske kræfter presser på? Og det giver jo vækst, ikk’osse!

Det var den mere eller mindre frivillige prostitution, som mange vil sige, hver for sig selv, må slås med. Men så er der den mindre frivillige, den som de underprivilegerede sexslaver, de indslæbte og solgte piger fra Østeuropa og Afrika lider under. Der er stadigvæk alt for mange af dem, også i DK. De bliver lovet en bedre tilværelse, arbejde eller uddannelse i det rige Vesteuropa eller i Danmark. De bliver fragtet ind under kummerlige forhold ofte mange ad gangen i lukkede last- eller kreaturvogne, og solgt til sex. De er heldige, hvis de ender i en natklub, en såkaldt massageklinik eller et bordel; de afrikanske piger, har jeg hørt, ender oftest på gaden (på Vesterbro eller i Jylland et sted). Der findes gode folk, som prøver at hjælpe og befri dem fra deres undertrykkere, jeg kender selv nogen. Men både hjælperne og pigerne er på evig flugt og lever i evig angst for deres slavehandlere eller for politiet. Ja vores danske politi. Fordi de er illegalt indsmuglet i landet og oftest bliver udvist til en grum skæbne i deres hjemland, hvor handlerne hurtigt kan finde dem igen og slæbe dem over de åbne grænser tilbage til et andet EU-land.

Slavejægerne sker der sjældent noget med, fordi pigerne tør af gode grunde ikke vidne imod dem, for det betød deres egen eller familiens død. Disse gangstere kan af en eller anden grund ikke fanges. Dels har de et internationalt mafianetværk bag sig, som igen er støttet af storkapitalen, dels er magthaverne i de forskellige europæiske lande sikkert slet ikke interesseret i, at trafiking bliver standset. For hvem er magthaverne? Politikerne, eller kapitalen, eller begge i skøn forening. Mange af dem har vel selv fingrene i suppen, på en eller anden måde. Rent fysisk og eller økonomisk. Ingen tvivl om: De kvinder skal der kæmpes for. Og det gør FEMEN.

Men vi skal også gør noget. Vi skal prøve at påvirke vores regering, så den giver opholdstilladelse til hand-lede piger, selv om de ikke tør synge om deres pimps. Jeg kender selv et tilfælde, hvor en pige fra Mellemøsten ved et arrangeret ægteskab (som jeg også mener er en slags handel) med en nydansker, kom ud for den værste mishandling af manden, så hun gang på gang kom på sygehus. Men hun turde ikke angive sin slaveholder eller ægtemand. Til sidst fandt hun ly i et beskyttet kvindehus og søgte om skilsmisse. Men hun havde ikke gennemført udholdenhedsprøven på de krævede 7 år i sit slaveri, kun ca. 5 af dem. Så hun blev udvist, søgte om humanitært ophold, kom i en lejr og blev sener alligevel udvist. Så gik hun under jorden.

Ja, vi skal påvirke vores magthavere, så vi bliver et endnu bedre, mere humant og empatisk samfund. Men hvordan? Når vi, folket, kun bliver spurgt hver fjerde år, - og så kun kan stemme på det pæneste fjæs på skærmen som vores repræsentant, eller det parti, som vi altid, som allerede vores bedstefar har stemt på. Og I kan vel huske hvordan det gik, da vi tog os sammen og samlede 200 000 underskrifter på få dage, imod DONGs, vores arvesølvs salg til den amerikanske storsvindlerinvestor Goldman-Sachs. Folkets mening blev bare fejet af bordet og handelen underskrevet af en regering, som kalder sig noget med social.

Det kunne ikke været sket i mit moderland Schweiz. Med 8 mio. indbyggere, hvor vi her kun har 5, skal man kun samle 100 000 underskrifter for at blive hørt. Selv en vedtagen lov kan på denne måde blive taget til ny overvejelse og lagt ud til en folkeafstemning. Over alt har folket det sidste ord. Jeg har i mine snart 50 år her i landet stemt om mere progressive love, end Danmark nogen sinde er blevet stillet over for. Jeg stemmer hver kvartal om mindst 3 forslag fra det schweiziske folk. Før i tiden, da DK endnu var et forgangsland på mange punkter, socialt og økologisk, tog jeg altid DK som forbillede. I dag har Schweiz, samt andre lande desværre overhalet vores land indenom. Også demokratisk.

Hvorfor tager man for eks. ikke schweizisk conføderation som forbillede for EU og lader de enkelte egne (eller nationer) bestemme lidt mere selv? De er trods alt kulturelt og politisk lidt nærmere deres respektive folk. Selv USA’s forenede stater har deres politiske system hentet fra Schweiz, som har haft demokrati siden 1291. Så kunne man måske få selv den værste EU-modstander fra højre til venstre med på idéen. Det ser ud til at andre folkeslag i EU har fået de samme tanker.

Så vil jeg lige fortælle noget fra ’Information’ 3. 6. om den bedste, latinamerikanske præsident (siden 2009) nogensinde, en sand humanist, demokrat og forener af menneskelige idealer. Han bliver forhåbentligt den næste Nobelprismodtager. Han gør Uruguay til et foregangsland.

78-årige José Mujica, tidligere marxistisk guerillaleder i Tupamaros, har siddet 13 år i fængsel under militærdiktaturet, har indført folkedemokrati, legaliseret abort, homoseksuelle ægteskaber og fri, statsdrevet salg og produktion af hash. Han vil allerhelst mindske kløften mellem fattige og rige. Han lever meget beskedent på en lille bondegård på landet, kører i en gammel folkevogn og lader sine rejser, jakkesæt og underbukser ikke betale af skatteyderne, nej, han giver tværtimod 90% af sin løn til de fattige hjemløse.

Skal vi i nordens smørhul lade os overgå af et fattigt sydamerikansk land? Eller skal vi prøve at lære noget af det? Jeg spørger bare!

Regula Maltry