TANKER OM GRUNDLOVEN

af Albert Hytteballe Pedersen

 

En grundlov er en grænse for magthavernes udskejelser. Men den er kun et stykke papir, men et papir der bliver vigtigt hvis det respekteres. Og den respekteres kun hvis vi der ikke sidder folketinget og magtfulde bestyrelser, forsvarer den.

Grundloven kan man sammenligne med et lille barn, hvis man ikke giver den omsorg, går den til grunde. Stalin fik vedtaget en fin grundlov i Sovjetunionen, men den fik ingen praktisk betydning, den var kun et stykke papir, der ikke forhindrede ham i at undertrykke og myrde millioner af mennesker.

Den danske konge gav os ikke den første grundlov på grund af fremsynet venlighed. Der var revolutioner i Europa, folk ville ikke længere underlægge sig enevældige konger og gode fyrster. Den danske konge gav os den første grundlov, fordi han var skide bange.

Estrup indskrænkede vores grundlovsrettigheder med sine provisorie love, men bøndernes skytteforeninger og den organiserede arbejderbevægelse, fik godsejerne til at slukke cigaren.

Christian den 10. forsøgte i tyverne et statskup sammen med driftige borgere. Men strejker og demonstrationer fik dem til at opgive.

 

Under krigen brød vores regering grundloven for at tækkes den tyske besættelsesmagt.

I august 43 tvang strejker, bål og barrikader dem til at tage grundloven alvorlig.

Så grundloven er vores, fordi vi har tvunget den igennem og forsvaret den.

Nu er vores grundlov igen truet.

I stedet for at forbedre den, så den bliver mere i overensstemmelse tiden, Giver os nye rettigheder og beskytter os mod nye trusler, forsøger man skubbe den til side. I den moderne neoliberalismes tid, hvor konkurrence-toget buldrer der ud af, kan man ikke tage hensyn til grundlove og andre småting.

 

Efter min mening trues vores grundlov af 4 ting.

 

1.

For et stykke tid siden, mødte jeg en pige i forretningsmæssig sammenhæng. På en eller anden måde kom vi ind på hendes bror, og hun begyndte at græde. Hun undskyldte og forklarede at hendes bror havde været udsendt som dansk soldat, og det havde haft triste konsekvenser for ham og familien.

Den tyske forbundspræsident måtte for nogle dage siden gå af. Ikke fordi han havde løjet, men fordi han havde gjort det meget usædvanlige for en politiker, at sige en klar sandhed. At Tyskland deltog i krige for at beskytte landets handelsinteresser. Ikke noget om at hjælpe kvinder i Afghanistan, masseødelæggelsesvåben i Iraq, skænke andre folk vores demokrati, ikke noget om at beskytte os mod terrorister, nej bare det ene ord, handelsinteresser.

Jeg er ikke så god til at forstå love, men nogle siger at krigene vi har deltaget i de senere år er grundlovsstridige. Men det er tilsyneladende ikke skrevet klart nok.

Vi må have en tilføjelse i grundloven, der gør det gnistrende tydeligt, at vi ikke kan føre krige for at beskytte vores handelsinteresser. For at stødte vores skibsfartsinteresser. Eller for at vise Imperiet hvor gode undersåtter vi er.

Angrebskrige ødelægger andre lande, ødelægger livet for de unge mennesker der skal føre dem, og militariserer vort civilsamfund.

Grundloven må gøre det klart i et sprog som selv jeg forstår, at vi aldrig må føre krige mod andre folk, at vi kun har en hær for at forsvare os.

 

2.

Det andet problem grundloven burde berøre er vores tiltagende afgudsdyrkelsen af penge.

En forfatter sagde engang, at den dag man fik de danske arbejdere med på afdebatalingsordninger, fik man dem i sin hule hånd. I dag vil jeg sige, da de begyndte at send aktiekurser som nyheder og fik lønmodtagere til at købe aktier og diskutere huslån til familiefester, begyndte vi at glemme, hvad vi vil med vores samfund.

Hele forsøget på at køre vort samfund som en koncern styret efter Toyotas produktionsprincipper er ødelæggende for alt det der førhen gjorde os stolte af vores land. Det er lykkedes at bilde os ind at vores samfund er en virksomhed, vi snakker om civilsamfundet som om det hele er management og markedsføring. Vi kalder økonomer for vismænd. Vort sprog gør alt til varer og produkter. Kærtegn, omsorg, uddannelse og hjælpsomhed, bliver målt og vejet og effektiviseret, noget der skal hurtigt overståes, noget der skal kunne betale sig.

En del af denne udvikling er den galoperende centralisering af vort samfund. Alt lukker omkring os, domhuse, lokale politistationer, hospitaler, skoler, små butikker. Hele kommunalreformen, er et angreb på vores demokrati, hvor afstanden mellem borgere og myndigheder gøres byrokratisk dyb. Så vi ender op med at vort samfund køres som et effektivt firma, og vi alle knokler for det fattige mål, at få koncernen Danmark til at give overskud.

Det skal indføjes i vores grundloven, at penge aldrig må blive målet for vort samfund, at økonomer ikke er vismænd, at det vigtigste ikke er betalingsbalancen eller bruttonationalproduktet, men lykke-balancen og menneskeligheds-produktet.

 

3.

Forleden morgen hørte jeg en underlig trafikmelding i radioen: "Den psykiske ustabile person der her til morgen gik rundt på Holbækmotorvejen, er nu blevet fjernet. Der er igen normalt på Holbækmotorvejen." Sommetider har jeg en fornemmelse af at alt det normale i vort samfund er vanvittigt, og at det unormale er det menneskelige.

Alle er begyndt at ligne hinanden i vort samfund. Samme middelklasse boliger, fjernsynsprogrammer, fladskærme, pensionsordninger, biler, kreditforeningslån, slankemidler, i plastikkirugiske klinikker og fitnesscentre prøver vi at få samme krop. En majoritet af en kæmpe kedelig egoflippende middelklasse, der taler om frihed og frie valg, men lever som overbelånte forbrugsslaver. Grundloven må sikre os mod kedelighed, ensretning. Midlet er grundlovssikring af minoriteter i vort samfund.

Da jeg for 6 år siden flyttede til København, besluttede jeg mig til at bo på Nørrebro.

Det der tiltalte mig var at der ikke bor så mange majoriteter der.

Nørrebro er befolket af minoriteter.

Min cykelsmed er afghansk maskiningeniør, efter han var flygtet til Danmark, søgte han arbejde, men majoriteten ansatte ikke minoriteter. Så han blev cykelsmed, en fantastisk dygtig cykelsmed, billig, hurtig. Man føler sig lidt som en konge, når en maskiningeniør tager sig af ens cykel.

Tæt på min lejlighed er en computerforretning ejet af en ung iraqer. En dag var min bil kørt tør for strøm. Så jeg gik ind i computerforretningen og spurgte ejeren om han måske havde startkabler og måske kunne.... Jeg havde ikke talt færdigt før han havde lukket butikken og var i gang med at hjælpe mig. Da min bil summede af minoritetslykke, forærede han mig sine startkabler, den går nok i stå igen sagde han. Flov over al den hjælpsomhed, spurgte jeg ham hvorfor han så spontant slap alt for min skyld. "Du forstå, min far kommunist, vi flygte fra Iraq, han lære mig, vi mennesker hjælpe hinanden, men danskere ikke hjælpe hinanden."

Og forleden købte jeg en god brugt sofa i Røde Kors butikken på Nørrebrogade, jeg fik den hen til min opgang, men skulle have en person til at hjælpe mig med at slæbe den op. Så jeg stod på fortovet og overvejede hvem jeg skulle bede hjælpe mig med at bære den op på 2 sal. Der kom mange veltrænede personer, de der fritids-rockertyper, med et udsnit af det sixtinske kapel tatoveret op af de brede arme. Jeg burde fornuftigvis havde spurgt en af dem, men jeg spurgte i stedet en lille mørkhudet mand. Han tog straks fat i sofaen, der var lidt tungere end den så ud til, men godt svedige fik vi den på plads i lejligheden. Så drak vi en kop te, han var fra Indien, læste computerteknologi her, og havde sin unge alder til trods startet et lille firma i Danmark. Jeg havde fået min sofa på plads og i tilgift en lille energisk minoritetsven.

Grundloven må beskytte minoriteterne.

 

4.

Det andet store problem i vores grundlov er tavsheden i vores busser, den frygt for hinanden der har sneget sig ind i vores offentlige transportmidler. En aften jeg kørte hjem i A5 bussen fra en fødselsdag, hvor jeg havde nydt rigeligt rødvin, tog fanden ved mig. Jeg gav hele bussen en opsang, hvorfor lignede de alle sammen et begravelsesoptog? hvorfor var der ingen der tale sammen? hvem havde forbudt folk at smile i bussen? Jeg ved ikke hvad der gik af mig, men det gode ved historien er, at folk ikke blev sure på mig, måske fordi jeg taler klingende fynsk når jeg har fået for meget rødvin. Da jeg steg af bussen vinkede mange passagerer til mig.

Men jeg taler altid med folk når jeg tager bussen. En dag sad der en pige, helt dækket af tøj og med gitter for øjnene, pladsen ved siden af hende var tom, så jeg satte mig der. Og det lykkedes mig at få en samtale med hende, ikke noget vigtigt, vejret og sådan. Men jeg kan fortælle jer, at der er et menneske inde i burkaerne.

Hvad jeg forsøger at sige er, at frygten har besat vores land. Vi bliver mere og mere bange. Vi frygter terrorisme, hjemmerøvere, klimaet, økonomien, fremtiden, hinanden, de fremmede. Frygten er handlingslammende og undertrykkende. Jeg tror ikke at denne frygtens kultur er helt tilfældig. Magthaverne bruger frygten, folk der er bange er lettere at manipolere. For nogle år siden mødte jeg en sød israelsk pige. Jeg spurgte hende hvorfor hendes land opførte sig så brutalt og selvdestruktivt overfor palæstinenserne. Hvorfor det israelske folk fandt sig i denne evige krigstilstand mod et nabofolk. Hendes svar var meget kart. "Fordi vi er bange."

Frygten får os til at lægge fornuften på hylden, får os til at acceptere ting vi godt ved er forkerte. Vores tidlige forsvarsminister, ham der fik nogle til at oversætte en bog til arabisk, og bagefter sagde: "Se selv vi må ikke tale om hvad der sker i vores krige, det gavner terroristerne." Han sagde også vi fører krig mod bjergbønder i Afghanistan, for at der ikke skal springe bomber i København. Politikerne ved hvad de gør, frygten virker.

Nogle idioter flyver ind i to amerikanske højhuse, og vi begynder at demontere den retssikkerhed vi har kæmpet os til gennem 150 år. Hvad går der af os, hvorfor finder vi os i det. Man har sprøjtet frygtens tåge ud over os.

Knud Rasmussen havde engang en samtale med en af Grønlands sidste store shamaner. Knud Rasmussen ville vide om det hele var hokus pokus, eller om den store ånd eksisterede. Det gjorde den sagde shamanen, den talte til ham. Hvad siger den spurgte Knud Rasmussen. Shamanen svarede: I SKAL IKKE VÆRE BANGE.

Buddhismen forsøger at fortælle os det samme: Livet er lidelsesfulgt, men der er ikke noget at være bange for.

Måske lyder det lidt flippet, men det bør indføjes i grundloven, at det ikke er tilladt at gør folk bange. Frygten er i dag magthavernes tvangsmedicinering af folket. Hvis man kan illegalisere en græsart, kan man også forbyde magthaverne at sprede frygt.

I grundloven skal der derfor stå, at der ikke er noget at være bange for, slet ikke vores med mennesker.

Lad mig slutte med et digt der måske bedre fortæller hvad jeg her har forsøgt at sige.

 

GRUNDLOVSDIGT.

Jeg har tænkt mig at holde en grundlovstale,

jeg har tænkt mig at holde en tale

om en lov der er meget gammel

jeg har tænkt mig

at holde en tale

om en grundlov jeg ikke kender.

Jeg kender andre love:

efter to øl må man ikke køre bil,

man må kun have to kasser cigarer med ind i landet,

kun de rige har lov til ikke at betale skat,

men grundloven kender jeg ikke

og den vil jeg tale om.

 

Jeg har tænkt mig at holde en tale

om grundloven

for dem nede på banegården

der forsøger at skylle

ensomheden bort,

og som stikker kanyler ind

de steder deres mor glemte at kysse dem.

Hvis der er en grundlov må den være deres.

 

For en pige på Langeland

som fandme ikke vil fortsætte på det kursus

når læreren taler til hende

som var hun dum.

Grundloven må være hendes.

 

Jeg har tænkt mig at holde en tale

for min ven Morten

der ikke finder sig i noget

holder forfærdelige revolutionære taler

hvor det passer ham

forærer alle sine sorte penge væk

bor i en skurvogn

hvor børnene fra hans eksploderede ægteskaber

elsker at besøge ham.

Selvom han vil skide den et stykke

tilhører grundloven også ham.

 

For min bankmand

der ikke kan tåle øl

og som på gågaden stolt viser mig

fotos af det barn han og hans kone

lige har hentet i Kina.

Grundloven er selvfølgelig for ham.

 

For ham Kosovo-albaneren

jeg fiskede sammen med nede ved sundet

som fangede alle fiskene

og kyssede dem af taknemmelig over

at krigens gru ikke når ham her.

Grundloven er hans.

 

Eller for politibetjenten

der ikke vil køre i patruljevogn

med en kollega

der kalder folk med anden hudfarve

for abekatte.

Hvis der er en grundlov, fortjener han den.

 

Jeg vil holde en grundlovstale

for generalforsamlings kværulant

for den lille pige der ikke kan lade være med

at sætte sin finger på et museets malerier,

for ornitologerne der ikke kan få skarv nok

for fiskerne der hader den satans åletyv,

for dem der arbejder sort,

for dem der hjælper venner uden betaling,

for dem der nægter Guds eksistens,

for dem der sælger hus og bil for at finde Ham.

For er der en grundlov, må den tilhøre dem.

 

Jeg vil holde en tale om grundloven

for dem der ikke imponeres af højhuse,

for dem der kan lugte en løgn,

for dem der vil skide på

rente-kurs-gevinster

buler i bilen

hvad siger naboen ikke

for dem der kysser deres sovende børn

og bedækker konen

den våde jord

skovens dyr og nattehimmelens stilhed

med deres livshungrende pik.

For alle dem vil jeg holde en grundlovstale

for de fortjener den.

 

 

Albert Hytteballe Pedersen