Gustav Bunzel. Grundlovstale.

Landsorganisationen af Arbejdsledige (LA):

 

En sanger, benævnt baronen, havde lige før nedenstående tale omtalt grundlovsdag som en helligdag.

Jeg vil starte med at gøre baronen opmærksom på, at grundlovsdag ikke er en helligdag. Der er ikke noget helligt ved grundloven. Det er ikke derfor, at brud på grundloven er værre end brud på andre love. Almindelige borgere har svært ved at bryde grundloven, det kan kun myndigheder.

Grundloven er en lov, der handler om, hvorledes der kan lovgives og regeres. Den er vanskeligere at ændre, end andre love. En ændring af den danske grundlov kræver nødvendigvis en folkeafstemning.

En formiddag i marts 1848 samledes tusinder af københavnere foran kongeslottet for at forlange en forfatning af den nye konge. Det var selvfølgeligt ulovligt. Ret beset var det en revolution. Kongen gik ud på balkonen og lovede et nyt ministerium og en forfatning, som han senere underskrev 5 juni 1849. Hvor landet faktisk var i krig. I andre europæiske storbyer i marts 1848 blev borgere skudt ned af militæret for at forlange det samme. Den danske grundlov er altså et resultat af den hurtigste og fredeligste revolution i historien. Det kan vi vel godt være en smule stolte af.

Ved sidste grundlovsændring i 1953 krævedes, at mindst 45% af vælgerne stemte for. 45,7% stemte for, lige akkurat nok, fordi man samtidigt ændrede tronfølgeloven, så Margrethe kunne blive tronfølger. I 1939 var Staunings grundlovsforslag ikke blevet vedtaget, fordi ja-stemmerne var en smule under 45%.

Modstand mod EU er af nogle blevet begrundet med, at man vil forsvare den danske grundlov. Hvad man nu end måtte mene om EU, så er netop dette et rigtigt dårligt argument. Den danske grundlov er selvfølgeligt bedre, end det der er værre. Men den var allerede ved sidste revision reaktionær. Vi kan kun fejre grundloven ved i samme åndedrag at kræve den ændret.

Jeg vil ikke komme ind på de ønskelige forfatningsmæssige ændringer, men vil fremhæve to paragraffer, som LA især ønsker fjernet eller ændret. Som grundlovskritikerne sjældent omtaler, hvor den første dog blev stærkt kritiseret af dagens hovedtaler, Preben Brandt.

 

§29.1, slutning: ”Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret”.

§75.2: ”Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp at det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder”.

Et flertal i folketinget kan ved at kalde en overførselsindkomst for fattighjælp fratage modtagerne stemmeretten. Grundloven garanterer faktisk ikke alle danske statsborgere over 18 år valgret. Fattigdom kan stadigt medføre tab af stemmeret. Det skete endnu i 1960erne.

Grundloven giver valgret til enhver, som har dansk indfødsret (§29). Men siger intet om erhvervelse heraf. Hvis man opholder sig i et land, kan man blive straffet, hvis man ikke overholder landets love. Derfor bør de, der skal overholde lovene i videst muligt omfang have stemmerettens indflydelse på lovene. For tiden gør man det stadigt vanskeligere at få tildelt statsborgerskab og dermed stemmeret i Danmark. Dette kan ganske enkelt ikke være fornuftigt. Det er ikke mine danske værdier. I 1866 indskrænkedes valgretten, siden er den blevet udvidet. Nu sørger et folketingsflertal for, at herboende fremmede får vanskeligere og vanskeligere ved at få stemmeret. Modtager man offentlig hjælp, kan man ikke tildeles statsborgerskab. Det er stadigt de fattigstes stemmeret, der er truet.

Og grundloven sætter ingen grænse for, hvad man kan forlange af fattighjælpens modtagere (§75.2). Hvilke forpligtelser de med grundlovens ord skal underkaste sig. Og under denne regering er der vitterligt tale om underkastelse. For at få en stadigt ringere ”hjælp af det offentlige”. På nuværende tidspunkt påbyder en just vedtaget lov, at sygemeldte borgere skal deltage i 10-20 timers ugentlig aktivering, i f.eks. fitnesscentre, for at modtage sygedagpengene.

År efter år sættes flere og flere ud af deres bolig, fordi de ikke betaler huslejen. Både børnefamilier og enlige midaldrende mænd, som få bekymrer sig om. Minister efter minister bedyrer, at man sandelig må finde ud af, hvorfor det sker, men gør ellers ingenting.

Årsagen er ganske enkelt regeringens bevidste politik. Tusinder får for få penge til at betale hurtigt voksende huslejer. Og ved mindste uregelmæssighed, eller ved simple fejl, standses udbetalinger, og anke kan tage måneder. Hvordan betales huslejen så?

Socialpolitikken er blevet ændret fra omsorg til ”incitamenter” i en arbejdsmarkedspolitik. En ren løntrykkerpolitik. Det skal kunne betale sig at arbejde, helst til lavere løn og ringere vilkår.

Velfærd er ikke blot børnehaver, skoletoiletter, ventelister og ældrepleje, men først og fremmest det offentliges pligt til at forsørge ellers indtægtsløse borgere.

Denne pligt, som §75.2 foreskriver, bestemmes i praksis helt af et folketingsflertal. Hvis du ikke gør, hvad vi forlanger, får du ingen penge, og fratages dem uden varsel.

Er dette et brud på grundloven? Omvendt kan man sige, hvis det ikke er et brud, da er denne smukt lydende § ganske indholdsløs.

Flere og flere kræver nu en revision. Regeringen har valgt at nøjes med en revision af tronfølgeloven. Som 40% skal stemme ja til. Vil man drille regeringen, kan man stemme nej, blankt, ugyldigt eller undlade. Bliver ændringen ikke vedtaget, kan dette måske fremskynde en grundlovsrevision.

•