2008
√

MANIFEST

FOR TO BYSTAMMERS MØDE

En stor asketræsstamme blev rejst på Fredens Eng, Christiania, d. 19. juli 2008

 

På denne festdag hylder vi glæden ved vores fællesskab, vores forskelligheder, vores fælles grundlag - alt det, vi er sammen om.

 

Ruigoord og Christiania er begge bystammer, som består af folk, der er anderledes - en smule afvigende fra normen - og som ikke automatisk retter sig efter, hvad omverdenen dikterer, men lytter til sin egen indre stemme, sin ånd. Vi føler os på mange måder forbundne, og det vil vi gerne udtrykke og udforske. I aften gør vi det ved at forskyde jordens akse her hen til, hvor det magiske træ Yggdrasil vil blive rejst. Det sker for at understrege, at vi er til stede her og nu, uden for tid og rum, og dog i særlig høj grad knyttede til dette sted.

 

Hvad og hvordan

Som bystammer har vi følgende egenskaber til fælles:

o Vi har vores egen stil og egen måde at leve på.

o Vi ser livet som en organisk helhed, idet vi anskuer problemer som muligheder, vi kan forvandle undervejs.

o Vi lever et liv i samklang med naturen ved at prise jorden og hvad den har at give, ved at fejre årstiderne og gøre 'det naturlige' til en inspirationskilde i stedet for en påklistret etikette.

o Vi er et led i en kæde, der forsøger at videregive viden, visdom og tolerance mellem generationer, kulturer og tro. Denne kæde af menneskelig kontakt er det grundlag, som kommer til udtryk gennem kunst, på festivaler og ved, at vi tager os af hinanden.

o Vi accepterer og tolererer afvigende idéer og adfærd, fordi vi ved, at når vi dømmer andre, så dømmer vi os selv. At være anderledes er en måde at være sig selv på.

o Individualisme og kollektivisme finder sammen i stammeånden, som er hævet over det politiske. Den ærer på samme tid traditionen og afskyr forslidte skikke. Vi danner bro mellem fortid og fremtid, mellem det shamanistiske drømmebillede og Vandmandens tidsalder.

o Vi fremmer genbrug af varer og materialer, men også af idéer og idealer.

o Vi tror, at der findes en måde at leve på, der gør en forskel og som er værd at kæmpe for og som afføder respekt. Et liv, der lægger vægt på, hvad du gør og ikke hvad du er.

o Harmoni får det bedste frem i os alle med vores forskelligartede farver og rytmer og gør dog, at vi bliver hørt og set, men på en fredelig måde. Konflikt kan føre til harmoni og nye perspektiver.

o Småt er godt, så vi satser på initiativer i en lille størrelsesorden inden for demokratiske cirkler. Derved befries vores indre legende barn, så vi bliver bedre til at skabe, til at dele med hinanden og til at føle os trygge.

o Vi går ind for, at idéer kommer først. Det materielle - penge og institutioner - kommer i anden række.

o Vi hylder det fælles grundlag, de fysiske rammer såvel som de faktiske forhold.

 

Hvorfor

o Bystammefællesskabet er andet og mere end en rar måde at leve på - en tilflugt for de få lykkelige. Verden er stærkt i bekneb for nye retninger, og da stammemodellen har overlevet mange kriser gennem tiderne, fortjener den opmærksomhed.

o Vi viser verden, at der er alternative måder at leve, arbejde og være sammen på.

o Vi har visioner og drømme at dele ud af, som kan blive til inspiration for en meget bredere gruppe.

o Vi kan vise planlæggere og politikere, at der er enkeltpersoner og grupper, der føler ansvar for helheden, og som stadig holder kærlighedens fane højt.

o Verden har brug for eksperimentalzoner og laboratorier, hvor alternative modeller for mellemfolkelige forhold, styreformer, beslutningsprocesser og sociale strukturer kan udvikles. De behøver ikke at lykkes fuldt ud, men de giver os lov til at lære om processer og muligheder.

Nu!

Vi forholder os til forandring ved at genfinde os selv, bruge det, der giver mening, tage det bedste og genskabe eller omforme det til noget nyt.

Derfor er dette træ lige så meget et symbol, som en invitation til at andre kan deltage i vores cirkel eller blive inspirerede til at lave deres egen. Vi ønsker at dele vores gode intentioner og vores glæde med hinanden - lad os fejre livet, lad os få denne planet til at synge!!

 

Vi erklærer hermed Christiania for i dette øjeblik at være verdens centrum!!!

 

19. juli 2008, Christiania, København

2008