Dyrkningskunst – bæredygtig bevaring og omdannelse

Indlæg ved Christianiahøringen ’Bevar os vel; vold, sø og dysse’

Malene Hauxner professor dr.agro. Københavns Universitet, Det Biovidenskabelige Fakultet, Center for Skov, Landskab og Planlægning.

Danmark bliver varmere og tørrere. Til gengæld falder regnen i voldsommere regnskyl. Byen er selv en væsentlig årsag til disse klimaændringer, samtidigt med, at den er særlig sårbar. Mange belagte arealer uden nedsivningsmulighed eller afkølingseffekt betyder, at ændringer i temperatur, vind og nedbør her slår hårdt igennem med betydelige konsekvenser for økonomi og livskvalitet. I følge nyeste forskning bør man nedsætte udslippet af drivhusgasser gennem realisering af kompakte byer med mindre behov for biltrafik samtidigt med at man tilpasser sig klimaændringerne ved at lade byens landskab afbøde effekter af temperaturstigninger og voldsomme regnskyl.

Men landskabet har ikke bare en klimaregulerende opgave. Det kan tilbyde fortællinger, oplevelse og erkendelse. At forene disse to aspekter i en bæredygtig omdannelse kan dyrkningskunsten hjælpe os med.

Landskaber og haver er det bedste sted at eksperimentere med omdannelse, med overgangen fra et stade til et andet, at lære hvordan man håndterer byens form. Som byen prøver haver altid at undvige deres givne form. Som byer er haver taget i brug, de er steder hvor brugen former, hvor ting forandrer sig i løbet af året og i tidens løb. Landskabet ejes hverken af stat, kommuner eller private. Landskabet er en fælles arv. Kun i landskabet kan vi på én gang se alt, hvad der er sket gennem tiderne. Faren ved at fjerne alle spor fra andre tider, enten fra vor egen eller fra de foregående og udpege en bestemt periode, medfører risiko for tab af erindringer, måske identitet, i hvert fald kvalitet og mangfoldighed. Hvis man foretrækker at bevare det, man her og nu synes er gammelt og fint, mens det der endnu ikke er gammelt nok til at være fint fjernes, mister man muligheden for at forstå, hvorfor byen er konstrueret, som den er og hvordan den hænger sammen. Tilværelsen og omverden bliver fattig, hvis vi ikke også har tidernes særpræg omkring os; uden opmærksomhed over for denne problemstilling, går vi mod ensretning og forfladigelse. Man kan være tilbøjelig til at betragte landskaber som naturlige og evige og glemme at de er samfundsmæssige fænomener. Samfundsmæssige fænomener har altid en historie, forstået på den måde at de må forstås i forhold til forandringsprocesser.

Landskaber er skabt i bestemt tid og til et bestemt sted, og i den forstand er de et levn fra den tid, de er skabt i. Samtidig er de aldrig kun levn, men også del af en historisk proces. De er genstand for en løbende fortolkningsdiskussion om deres betydning.

Arv er ikke bare gamle sten og jernbaneskinner, men hele landskabet. Dets omdannelseshistorie fører ikke tilbage til fortiden men til en fremtidig tilstand. Den gør det muligt at fatte meningen med indgreb, som i sin tid var fremadskuende. Der er ikke tale om en museal fortid men om en fortid i bevægelse, en fortid, hvor ofte radikale omdannelsesprojekter er blevet afprøvet.

Vi kan omdanne det mere eller mindre musealt og historiefortællende eller vi kan omdanne til nye landskaber, der ikke forråder de gamle.

Christianias landskab kan betragtes som forbillede hvad begge problemstillinger angår – men det er sårbart og kræver noget.

”Der er jo ingenting” – kun nogle gamle skure sagde man da Dokøen i sin tid blev ryddet for at skabe plads til Operabygningen. De gamle skure var et fin gråmalet bolig og nogle pragtfulde haller, store træbygninger der kunne have givet en ganske anderledes kvalitet, hvis de var indgået i planerne. Jean Nouvel, der har bygget en operabygning i Lüzern, som man vist har skelet til hvad taget angår, præsenterede for nogle år siden i sit såkaldte Louisianamanifest de tanker, at arkitekturen i dag har det med at tilintetgøre og banaliserere steder. Vi bør bekæmpe den form for urbanisme, sagde han, som udvisker byers identitet på alle kontinenter, uanset klima, vi bør afvise blinde regler og erstatte dem med en praksis, der er baseret på strukturelle analyser af et levende sted og derpå etablere regler der er sensitive og poetiske, regler der taler om farver og særpræg, om specifikke situationer knyttet til nedbør, vind og vand.

I København er der gang i en herlig udvikling. Desværre ligger der bag det meste planlægning den teori at, landskabet er en potentiel byggegrund – at der ingenting er, når der ryddes til byggeri.

Pas på når bemærkningen lyder: ”der er jo ingenting; det er bare en tom byggegrund.”

Der er netop aldrig tale om en tom byggegrund, der venter på at blive bebygget. Disse arealer er derimod nøgle til kompleksiteten i det landskab, der er blevet ødelagt af landbrug, turisme, urbanisme og dertil hørende infrastrukturer. Når dette landskab opfattes som ressource, er det fordi det kan skabe plads til uforudsigelige begivenheder og ubestemmelige fænomener som f.eks. fremkomsten af vilde planter. Det forladte ingenmandsland tilhører byen og det er ikke værdiløst. Det er ikke et sted overladt til ukrudt og skrald men en slags reservoir eller biologisk bank for fremtiden.

Glem 68. I dag står vi med ganske anderledes problemer, sagde Daniel Cohn-Bendit fornylig ved en forelæsning på Københavns Universitet. Jeg er ganske enig. Men studenternes slogan er stadig værd at huske - ’sous les pavés - la plage’- under brostenene – ligger stranden.

Mine anbefalinger for Christiania og i øvrigt for resten af byens urbane landskab er derfor:

1. Visionen. Omdannelses- og bevaringsstrategier forudsætter en vision, der bør bygge på opmærksomhed på landskabets sprog, en procesorienteret naturopfattelse, indsigt i fremtidig brug, forståelse for det biologisk-fysiske, regulerende og det historisk kommunikerende aspekt.

2. Dyrkningskunsten. Betragt ikke Christianias landskab som en byggegrund, der er oplagsplads for skrald eller ukrudt men som genbank for fremtiden; en have med klimaregulerende opgaver som afbødning af temperaturstigning og store regnskyld.

3. Fortid og nutid. Lad muligheden for flere erkendelser, oplevelser, historier og fortællinger leve side om side; også de nyeste. Omdan til nye landskaber uden at forråde de forrige.

4. Ejerskab. Landskabet tilhører hverken stat kommune eller private men er en fælles arv; også for kommende generationer.

5. Natur og samfund. Landskabet er ikke naturligt og evigt men et samfundsmæssigt fænomen. Christianias landskab er et forbillede for resten af byen – men også sårbart og krævende.