CHRISTIANIA

Indlæg af Bjørn Nørgaard

Tre ting finder jeg særligt problematisk i denne regerings politik overfor Christiania.

1. Det hedder i Christiania loven at området skal normaliseres, det at noget skal normaliseres betyder at der så findes et statsautoriseret normalitetsbegreb hvorudfra embedsværket kan gå rundt og normalisere Danmark. Dette er mig direkte imod, og den befrielse af individet i forhold til staten der fandt sted i 60erne, selvfølgelig som alle andre ”revolutioner” på godt og ondt, må forsvares, den er umistelig.

Så vil man hævde at normaliseringen ” kun ” gælder rent praktiske forhold, skat, ejendomsret, fredning, politi, illegale stoffer etc. men det kan så dels behandles som konkrete sager, dels har en lang række erhverv og institutioner allerede mange særregler. Landbruget fører her helt klart på alle planer, kolonihavebevægelsen lever på særlige bestemmelser, en lang række planlove og lokalplaner skaber særlige regler, så her er særlige lokalplaner for Christiania helt legitime.

Historisk set er forestillingen at staten har ret til at normalisere borgerne, noget der minder om regimer vi meget nødigt ser her. Denne normalisering må da ses som en del af den såkaldte kulturkamp, hvor den eneste sandhed om samfundet er nyliberalismens markedsmekanisme og hvis visse menneskers adfærd ikke passer til ideologien, er det ikke ideologien det er galt med, men mennesket der skal normaliseres, var der nogen, der sagde Sovjetunionen.

2. Man ønsker at opføre et for voldsomt nybyggeri i alt 26.000,-m2, i forvejen har man hovedløst uden nogen overordnet byplan lagt flere institutioner, en opera, kontor erhverv, og mange boliger ude på Holmen, her skal så et af de sidste fri rum proppes til med store planmæssige og trafikale problemer til følge. Det eneste formål er, at nogen skal tjene penge og at forstærke normaliseringen, resultatet bliver et forarmet byområde. Selvfølgelig ville det tjene Christianias ide, at det blev et mere blandet område, at man åbnede op mod nye beboere, men det må have en helt anden skala, det må integreres bedre i Christianias struktur, Realdanias udspil kan gøre en forskel, men det må ske på et projekt grundlag, hvor stedets ide og arkitektur går forud for og normaliseringen.

3. Midlet for at legitimere denne normalisering og dette problematiske byggeri er en genfredning af området, og selv om en fredning principielt betyder at man freder objektet som det tager sig ud på fredningstidspunktet, stiller man i forbindelse med fortidsminde fredningen af voldanlægget vidtgående museale fredningskrav.

Disse krav er yderligere problematiske da voldanlægget over tid til stadighed har undergået en lang række forandringer, så hvilket niveau man skulle vælge får stå hen, og Christiania udgør kun del af dette afsnit af voldanlægget, hvad med resten ? har man så tænkt sig det samme i Tivoli, der ville det være tiltrængt, hvad med H.C Ørstedsparken eller skal Statens Museum for Kunst nedrive den del af museet der overskred byggelinje med adskillige meter mod voldgraven ? Vi har en musealt genskabelse af et voldanlæg omkring kastellet og det er fint nok, men på Christiania er husene en lige så væsentlig en del af historien, som alle de andre stadier i anlæggets historie.

4. Bemærkninger: Der er nogen der har skrevet en bog og kronik der fremhæver Christianias behandling af de fredede bygninger og anlæg som eksemplarisk, dette er ganske forkert, Christianias ageren er enestående for Christiania som en helt speciel situation og historie, omsat til det generelle, er det et ultra liberalistisk synspunkt, som ville være en katastrofe for vores fredningsværdier. Ligeledes er det afgørende at Christiania indgår i et konstruktivt langsigtet samarbejde om hvorledes området gøres tilgængeligt, hvorledes konsensusdemokratiet kan gøres socialt, alment og forståeligt for omgivelserne og så må man lytte til og samarbejde med fagfolk på fredningsområdet, og i et længere perspektiv se kritisk på visse af bebyggelserne på voldanlægget, der bør over et åremål ryddes op.

Bjørn Nørgaard