Anne Tietjen og Svava Riesto er inviteret som eksperter i bevaringsspørgsmål. Anne er arkitekt og Svava kunsthistoriker; begge er Ph.d. studerende. Sammen med Pernille Skov har de udgivet bogen "Forankring i forandring. Christiania og bevaring som ressource i byomdannelse". Bogen diskuterer "genbrugsbyen" Christiania som et laboratorium for en ny måde at bevare på.

- - - - -

Tak for invitationen til denne vigtige diskussion. Her er en tekst, der nok er lidt længere end de vi nåede at sige på 3 minutter, men som opridser nogle af pointerne. Håber læseren kan bære over med længden.

Christianias levende landskab er omfattet af Slots- og Ejendomsstyrelsens ”Udviklingsplan Christianiaområdets voldanlæg” fra 2006. Planen dækker ca. 2/3 af Christiania og, modsat hvad navnet kunne tyde på, er den en fredningsplan. Planen fokuserer frem for alt på stedets militærhistorie.

Bevaring er identitetspolitik. Det kan vi blandt andet se ved at flytte blikket mod Berlin. Efter genforeningen var det helt særlige historiske afsnit, der blev fremhævet i den ny hovedstad.. Hovedvægten lå på Weimarrepublikken, som en demokratisk fase og kulturel blomstringstid. Samtidig blev spor fra DDR, som havde dannet ramme om Østberlinernes liv, negligeret, kraftig ændret eller direkte nedrevet. Dette var ikke en del af den historie, den nye republik ønskede at bygge videre på. På samme måde havde DDRs bevaringspraksis været tydelig identitetspolitisk. Her havde man fjernet monumenter af konger og kejsere i byen. Ganske ironisk er det mest prominente eksempel på denne kulturkamp nedrivningen af DDR's Palast der Republik til fordel for planerne om at genopbyggge det kongelige slot. Et slot, som DDR-regimet i sin tid strategisk havde fjernet sporene af som et led i dets erindringspolitik..

Gennem bevaring tolker vi fortiden og vor egen tid, samtidig med at vi tager stilling fremtiden. Både den nye og den gamle fortid, både monumentalbyggeri og hverdagskultur, hører med i forståelsen af hvem vi er. I Danmark har opfattelsen af hvad, som er bevaringsværdigt for nyligt flyttet sig med pilotprojekter i fire Kulturarvskommuner. Her fungerer havneindustri, 1970-ernes boliger og turisme som lokal kulturarv.

”Udviklingsplan Christianiaområdets voldanlæg” definerer det militære voldanlæg som stedets mest bærende karaktertræk. Det er frem for alt en tilbageføringsplan, der vil fjerne de fleste spor af den dyrkning, bevoksning, selvbyggeri og genbrug, der har fundet sted på voldanlægget siden 1971. Reetableringen af voldanlægget og rydningen af de fleste selvbyggerhuse er blevet sat i bero mens der forhandles om Christianiaaftalen og mens der stadig føres retssage om enkeltboliger.

Siger Christianitterne ja til aftalen d. 1. juli, bliver én historie - militærets - prioriteret overfor andre historier. Og det sker, selv om Christiania i sin helhed er et ”geografisk afgrænset område som ved sin fremtræden afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling”, som er Kulturarvsstyrelsens definition på et bevaringsværdigt kulturmiljø. Både militærarkitekturen og Christiania afspejler væsentlige træk af Danmarks udvikling. I international kultur- og arkitekturhistorie, er Christiania et unikt vidnesbyrd om 1970ernes alternative livsformer og selvbyggeri. - netop fordi området stadig lever og forandres . Militære voldanlæg fra 1600- og 1700-tallet har vi mange eksempler på i Nord-Europa. Her i København giver det rekonstruerede Kastellet et billede af fæstningsringens tidlige tilstand.

Spørgsmålet er så, om det er nødvendigt at modstille de to historier på Christiania. Kunne det tænkes, at militær- og fristadshistorien kunne udvikles som ét levende miljø; at man kunne betragte kontrasten mellem de to perioder som et udtryk for historiens gang? Sådan er det allerede på flere delområder af fæstningsringen, hvor blandt andet Tivoli og Østre Anlæg både vidner om voldanlægget og senere omdannelse til park.

Det særlige ved Christiania er ikke enten militæranlægget eller hippiekulturen, men den måde christianitterne har brugt og fortsat bruger det, der var i forvejen. Kort sagt fortæller Christianias voldanlæg en levende historie, der tilføjer fæstningsringen et helt særegent kapitel.

Christianias fysiske miljø er et resultat af den måde, beboerne i de seneste årtier har anvendt fortiden som ressource. Området var fritaget fra bygningsfredninngs- og naturbeskyttelsesloven i perioden 1989-2003, så her har genbrug, tilbygning og omdannelse dannet en række interessante alternativer til den traditionelle bygningsfredning; det vil sige fastfrysning af eksisterende arkitektur. Soldaterbarakker er blevet til individuelt udformede rækkehuse. Skurvogne er hele tiden under ombygning. Variationsrige grønne rum fletter sig sammen med den stramme kasernearkitektur. Bunker og stabler af materialer vidner overalt om en aktiv genbrugskultur.

I denne situation slår de eksisterende bevarings- og fredningsværktøjer ikke til. For eksempel kan man i Danmark som hovedregel kun frede bygninger, der er ældre end 50 år. Således udelukker bygningsfredningsloven som udgangspunkt Christianias nyere arkitektur. Hertil kommer, at en traditionel bygningsfredning, som søger at konservere ét bestemt fysisk udtryk, ikke kan indfange Christianias særpræg, hvor netop den konstante foranderlighed står som det mest udprægede karaktertræk.

Christianias særlige identitet kan kun leve videre, hvis man bevarer nogle af de spilleregler, som området kontinuerligt har udviklet sig efter. Ingen af de nuværende beboere ejer en eneste kvadratmeter af Christiania, som i princippet er frit tilgængeligt som offentlig park. Det har affødt variationsrige byrum, hvor grænsen mellem offentlig og privat konstant bliver udfordret på opfindsom vis.

Genfredningen af voldanlægget har ikke blot direkte betydning for voldenes fremtid, men betyder også, at lokalplanens 24.000 kvm nye boliger må koncentreres i det forholdsvis lille område, som grænser op til Christianshavn. Dermed vil mange af Christianias generøse uderum forsvinde. Samtidig synes nybyggeriet væsentligt for udviklingsplanen, da salget af byggerettigheder skal finansiere genopretningen af voldene og deres historiske bygninger.

Den lokalplan, som christianitterne diskuterer i disse dage, sigter mod at videreudvikle Christiania som et boliglaboratorium. I praksis har Christiania fra starten også været et bevaringslaboratorium. Siden etableringen af har fristaden eksperimenteret med genbrug og byomdannelse. I mange år skete dette ganske legalt. Op til den nye Christianialov i 2004 har Christiania i en årrække været suspenderet fra fredningslovene. På trods af de mange ombygninger vurderede Forsvarets Bygningstjeneste i 2000 at Christiania udgjorde den bedst bevarede del af det militærhistoriske område.

Men hvordan bevare et eksperiment? Hvilke tiltag skulle man gribe til hvis området fortsat skulle være et bevaringslaboratorium? Her må der være fokus på at bevare Christianias måde at gøre tingene på, snarere end at konservere udvalgte bygnings- eller landskabsobjekter. Laboratoriet skulle sigte efter at holde historien levende. 'Dynamisk fredning' synes at være et paradoks, men ikke desto mindre er det det, som skal til på Christiania.

Nu kan man sikkert få lyst til at spørge om det er holdbart at et fortidsminde får sådan en privilegeret rolle, hvor brugerne er en aktiv part i bevaringsspørgsmålet. Men faktisk er en sådan praksis ikke helt ny i Danmark. Et eksempel på en løbende forhandling af brugernes aktuelle interesser for bevaringen af arkitektonisk kulturarv er de danske folkekirker. Kirkerne er traditionelt undtaget fra bygningsfredningsloven fordi de er levende kulturarv, der kontinuerlig udvikles i takt med at anvendelsen ændrer sig. Christianias helt særlige fysiske rum går tabt hvis vi ikke griber fat i erfaringerne med at finde alternative løsninger for bevaring og udvikling af levende kulturmiljøer, som vi blandt andet kender fra de danske folkekirker.