FREDNING

En ”vidneberetning” af dir. Jørgen Nordqvist, Bygningskulturelt Råd

Før andet siges, vil jeg gerne rette en varm tak til Akademiraadet for dette initiativ.

Uanset hvilken indfaldsvinkel de 200 her tilstedeværende - eller hvem som helst - måtte have, så er det, der sket gennem de sidste godt 30 år på Bådsmandsstrædes Kaserne ikke ligegyldigt; ikke bare noget vilkårligt.

Det der er sket i disse år er - både i Danmark og i Europa - helt enestående og der er noget mærkeligt selvfølgeligt ved at Akademiet i sit 250. år beskæftiger sig med Christiania som socialt og arkitektonisk eksperimentarium.

Jeg skal ikke tale om arkitekturen på Christiania; jeg skal ikke anmelde den, jeg skal ikke engang forholde mig til den. Jeg skal tale om fredningsbegrebets forholden sig til det, der bygningsmæssigt er sket i nogle og tredive år derude mellem ravelinerne og de andre fortifikationsanlæg på Christiania.

Begrebet ”fredning” er i sin nomenklatur pacificerende, hvilket selvsagt i sit udgangspunkt er vanskeligt foreneligt med Christianias militære forudsætning. Uden at gå i detaljer, så er det dog både konsekvent og forstandigt, at Christianias fortifikationsanlæg er dobbeltfredede, hvilket betyder, at volde og bygninger er beskyttede af både natur- og bygningsfredningslovgivningen.

Hvis vi koncentrerer os om bygningsfredningen - som er den jeg har erfaring med - så sker den på den måde, at en indstilling - som hvem som helst kan komme med - behandles i den institution der ligger i Kulturministeriet, og som hedder Kulturarvsstyrelsen.

I Bygningsfredningskontoret i denne institution er ansat en række fagfolk - for kort en række kunne man mene - som fortrinsvis er arkitekter, arkitekturhistorikere og kulturhistorikere - og de behandler de fredningsforslag som kommer ind.

De ser på hvordan nye forslag til fredning forholder sig til de 9000 ejendomme der allerede er fredet; de vurderer fredningsværdien ud fra tre kriterier, som koncentrer sig om den arkitektoniske, den arkitekturhistoriske og den kulturhistoriske betydning.

Deres undersøgelse fører enten til at forslag droppes på forhånd, fordi de ikke opfylder de nødvendige forudsætninger, eller til at forslag indstilles til bedømmelse af Det Særlige Bygningssyn.

Dette Syn, som lykkeligt har overlevet nedlæggelsen af mange andre Syn, Nævn og Råd, består af 12 forstandige kvinder og mænd, som tilsammen udgør en viden- og erfaringskombination, der gør dem egnede til at forvalte ansvaret for hvad der skal bygningsfredes i Danmark. De er ikke enerådende: De indstiller fredningsafgørelserne til Kulturministeren, som kan følge Synets råd eller lade være. Heldigvis sker det sjældent at ministeren underkender afgørelser i Det Særlige Bygningssyn og heldigvis sker det.

Det afgørende i denne sammenhæng er, at fredning ikke er et spørgsmål om at synes eller ikke synes eller om smag eller behag. Fredningsafgørelser er baseret på viden, på erfaring, på indsigt og på talent.

Fredningskriterier gælder oprindelighed, og dermed den kvalitet der ligger i at vi har bevarede bygninger fra 1500-tallet og huse fra 1930-erne, som fortæller os om livet på den tid de blev skabt.

Fredningskriterierne kan også baseres på det modsatte, nemlig muligheden for at aflæse funktions- og stiludviklingen i en ejendom. Århundreders mange omstillinger i forudsætningerne for at kunne leve af at dyrke jorden, har sat sig meget karakteristiske spor i danske landbrugsejendomme, hvad enten de er store eller små. I industriens huse er det en kvalitet at kunne aflæse udviklingerne i teknik og i stil og vi ved godt, at noget så begrebsmæssigt konsistent som ”den danske landsbykirke” er et stilmæssigt rodsammen af romanik, gotik og hvad der ellers kom til.

Christianias arkitektur skal ses under denne synsvinkel. Vi har fredningerne af fortifikationer og af de huse der hørte til. Fredningen fortæller os om tider, hvor liv og ejendom kunne beskyttes bag volde og tykke mure. Det er godt at vi har de fredninger, for voldanlæggene og husene fra den gang har både æstetiske og arkitektoniske kvaliteter der rækker langt ud over deres nominelle værdi.

Tilsvarende er det afgørende nødvendigt at forstå, at dét sociale og arkitektoniske eksperiment, der har udspillet sig i fortifikationen i mere end 30 år, på mange måder er noget af det væsentligste der er sket i frontlinien i dansk arkitektur. Ikke nødvendigvis i elitær forstand, men som udtryk for hvad man kunne kalde ”situationens arkitektur”; en arkitektur der opstår både som forudsætning for og som konsekvens af måder at indrette sig på - som man kan undres eller begejstres over- men som har været dikteret af den helt usædvanlige forudsætning, at den i sin vægtløse mangel på forankring i normer og regler, både bar troen og skrøbeligheden i eksperimentet i sig.

Når Christiania skal ”normaliseres”, hvad der så end ligger i det, så må vurderingen af hvad der skal blive stående og hvad der skal væk, ikke blive en enten-eller beslutning. Christianias bebyggelse bør selvfølgeligt bedømmes med den viden og den forståelse og kritik, som al anden arkitektur der besidder usædvanlighed bedømmes af, nemlig Det Særlige Bygningssyn.

Jeg tillader mig at tro på, at det med en høj grad af selvfølgelighed er muligt at fremtidssikre de af både kulturhistoriske og arkitektoniske grunde væsentlige gamle og nye bygninger på Christiania.

TAK