Erik Bock, sognepræst ved Hellig Kors Kirke

 

Prædiken 3. søndag i advent 2002.

holdt i Kirketipien på Fredens Eng

 

Åh Gud, hør jordens råb. Jorden sang. Vi er for dig i alt, hvad sjælen vil os har Du givet Dig - og mere til.

Uendeligheden ligger bag alle ting. Hvis vi glemmer, behøver vi blot at løfte blikket mod stjernerne. Så står vi samme sted som fader Abraham med drømme, der rækker ud over vor endelighed. Den egne eksistens.

Abraham var en profet. En profetskuer i ånden det, som ikke kan ses i det dagklare lys med det blotte øje. Abraham fik et syn af det folk, hvis stamfader han skulle blive. Et folk så talrigt som himlen stjerner. Han er en drømmer og hans drøm er en sang, der bliver sunget i slægterne efter ham som giver os tro på, at der er et broderskab slægterne imellem.

Jeg vil gerne tro, at det er en sådan drøm der ligger bag det EU-Topmøde, som i dag bliver afsluttet her i København. I tider har jeg slet ikke troet at der i virkeligheden blev arbejdet på at skabe et sådant stort sammenhæng med Europa, som EU-Topmødet nu giver løfter på. Så meget fylder skærmystler, intriger og anklager for korruption i dagens bevidsthed. Med det stærke kriminelle netværk, der er opstået under Statens tryk i Central- og Østeuropa bliver udvidelsen både sværere og farligere, end de fleste har anelse om.

Alligevel vover EU at åbne op for lande, der er så mishandlede. Et sådant vovemod fylder mig med beundring. Det er sikkert heller ikke kun det store politiopbud der holder demonstranterne i skak, som gør dette topmøde så fredeligt. Den beslutsomhed og vilje hos Topmødet har taget noget af luften og vreden fra demonstranterne. Vi håber alle, at det må lykkedes. Det er et drama vi betragter med tilbageholdt åndedræt.

Det europæiske Hus fører Abrahams drøm om menneskehedens store familie videre. Huet med de mange boliger. Jesus sammenligner sig med Johannes Døber som sang klagesange. Han selv kom med glædessange med invitation til bryllup mellem Himmel og Helvede. Der bliver ingen respons, intet svar, men reaktion fra dem der har magten. Det ender med Johannes halshugning og korsfæstelse for Jesu vedkommende. Sådan har man lukket munden på dem, der ikke huer dem der ser til fra oven.

Den økse der fælder det grønne træ, vil senere blive brugt mod det tørre og visne. Det er dommen.

Man kan med indvende mod EU at det kun bygger et moderne Babel for den industrialiserede verden. Hvad med den 3. verden ? Hvad med Afrika, der nu bruges som Europas losseplads, men som kunne være dens blomstrende have. Vi er i dag samlet her på Christiania, som af nogle betragtes som byens kloak, men som alligevel af de fleste anses som et værdifuldt supplement til en storby. Et lille samfund, der i sin prisme kan minde om en landsby, anno 1910, men som har både det nye og det gamle. Huse, som de bygges i den 3. verden og de helt moderne og rige.

Lad os bare kalde det for bunden. Jeg er stolt af i dag at stå her ved et lille kirketelt, et af de tipier, der ligger omkring mødeteltet ved det "Bundmøde" som er blevet afholdt mens, EU-Topmødet foregik i København i disse decemberdage. "Bundmødet" vækker ikke samme opsigt og har ikke samme presse, som de vigtige forhandlinger der også førte til et løfte om, at Tyrkiet skal optages i EU.

Vil det gå godt ? Det er i hvert fald en modig beslutning at give plads for arvefjenden i Europas egen midte.

Kan Tyrkiet blive et brohoved til den 3. verden ? Til Afrika ? Til Asien ?

Det er et håb. Speriamo bene ! Lad os håbe godt !

Det budskab, der lyder her fra teltene, hvor ikke tilgodesete synspunkter og klemte folkeslag kommer til orde er som et minde: Glem ikke vor oprindelse. De gamle myter, sange og danse. Det er en sang, der er født ud af en stor smerte af en kultur der er ved at gå til grunde.

Hvad end vi nu forstår de processeer, der foregår i samfundet eller ej, så oplever vi at der fra et overtryk eller overskud i sind og hjerte bryder en sang frem, som vi kan iagttage både hos dem, der sørger, og dem der lykkesagligt leer mod solen. Ord og toner strømmer som af sig selv fra brystet uden vilje eller hensigt. Det er denne lovsang der bærer en gudstjeneste. Mennesket er som art i dyreriget en syngende skabning. Det fik en sjæl, da mennesket fik en sjæl, eller fik formuleret et sådant begreb, så blev det som besjælet medskabere i den guddommelige skabelse.

Intet menneske af ånd søger forpint af sine synder at forsone eller formilde Skaberen. Med sin synd tilgivet kan det rejse sig rank og vendt mod sin skaber, der ser fra det inderste, kan mennesket synge Guds pris. Den eneste form for bøn, der er både Gud og mennesket værdigt, er lovsangen.