BREV TIL CHE

Che

vi skal være længe oppe i aften,

jeg har tændt en cigar,

fjernsynet er slukket,

lyt til mig

der var en bondedreng

da jeg læste dine sidste dagbogsnotater,

det var den sommer

man antændte banantræerne

og junglefuglene

faldt brændende til jorden,

den sommer da collegedrengene

gjorde deres djævelske erfaringer

med rismarkernes

ubevægelige

tavse

lotus.

Må gud tilgive dem.

Til sagen, Che

siden har jeg fået en søn,

der er ved at blive en mand,

hvem er Che? spørger han.

Che er Nazareneren

der pisker hyklerne ud af

banker og parlamenter,

han er troperegnen

der renser storbyernes kloakker,

junglens er hans hjem,

sort som panteren er hans blik

og hvidt er hans muldyr,

hvidt som din moders maveskind.

Che,

min søn forstår mere end vi tror,

han vil være gartner,

jeg den lykkelige fader

sidder her i dit Havana,

I Batistas Hilton

og dypper enden af min cigar

i den rom du kender bedre end jeg.

For et øjeblik siden

så jeg jer

ved hotellets glasdør,

Orwells vagthunde afviste jer,

ikke på grund af geværerne

eller de lasede uniformer,

det var jeres beskidte støvler.

Forstår du Che

her fyrre somre efter

de sorte tjenestepigers indtog

er sko

langt vigtigere end et håndtryk,

ingen dækker sin seng med svanefjer

hvis dollarbutikkerne

har kondisko på tilbud,

sådan er det i dag, Che.

Måske sidder du et sted ude i junglen

og piller ved din radiosender,

opgiv det Che,

ingen vil svare dig.

for en isnende tavshed

har sænket sig

over frækhedens

og befrielsens værksteder.

Det er værre endnu Che

skibskaptajnernes

plantageejernes glødende jern

nedarves her,

som lyse tegn

i de mørkes hud,

og mange fødes stadig

med væskende sår

om de spinkle ankler.

Ærkebiskopen

Præsidenten,

Taxachaufføren,

Byrokraten

har fortsat grisens lyse farve,

og bølgerne

der fråder

mod Cubas kyst

er fulde af den mørkeste længsel.

De undrer sig over,

dit ansigts

drengede ro,

gennemboret af frygtens lanser,

ligner du Nazareneren,

genopstanden

korsfæstet

for anden gang.

Knoglefri rider du stadig

i de iltfattige bjerge,

en bonde har set dig,

en narkobaron møder dig i sine mareridt.

en kvinde hvisker dit navn

uanset hvor du er

skal mit brev finde dig.

Det gamle menneske var

for sløvt,

fejt

egoistisk,

uberegneligt,

et folk af helte var din drøm.

Indrømmet,

jeg ville engang følge dig ud i junglen,

hundehvalpe frygter ikke

hurtige biler,

min skjorte var hvid

min hud uden rynker.

Mange illusioner

skuffelser

og forelskelser senere

glæder det mig

at der ikke findes nogen

på hele jorden

hvis maveskind ikke brydes

af navlestrengens ar,

at intet forår

er som det foregående,

at ingen pigers kys

ligner hinanden.

Dine sidste junglenotater

ridset i hud

fortæller om bjergenes højde

mavernes vejrudsigt

smertens temperatur.

Var der ingen dyr som talte til dig?

Mødte du måske ikke kvinder i dine drømme?

Hjalp dine børns hænder dig ikke gennem mørkets tomhed?

Skimtede du ikke dine venner gennem morgendisen,

når de forsigtigt krydsede de grønne sletter?

Og disse årtusinder gamle bondeansigter

hvis blik fulgte jer

lyttede du ikke

til deres tavshed?

Che jeg må ærligt bekende

at det nye menneske

ikke overnatter i mit hus,

jeg undgår store menneskemængder,

hader højhuse og dyreslagtninger,

er vild med de umulige,

tabernes alkoholiske åbenbaringer

og jeg tror vi alle

hvis vi bliver gamle nok

læser vores forældres kærestebreve.

Som du,

ser jeg tomheden

i det moderne menneskes,

maratonløb

svedige kondital,

fylder kasseapparaterne med angst ,

bilerne fragter dem dagligt væk fra det egentlige,

reklamefinancierede ligegyldigheder

gør deres skygger grå

deres børn irritable.

Che

de onde tager solbad

de gode drikker sig fulde.

Michelin har givet horehusene fem stjerner

larmen har gjort enhver censur unødvendig,

befriernes junglegrønne uniformer stinker af mug,

de ydmygede slagter hinanden.

Che

jeg skriver ikke det her

for at forstyrre den fred jeg under dig

jeg tror faktisk, at alt er som det skal være

at intet kærtegn

skuffelse

befrielse

trafikulykke

forelskelse

vil være forgæves.

Jeg tror fortsat på de frækkeste skolebørn

dem der driller lærerne

med de mest naturlige spørgsmål.

På hunden der går hele huset rundt

og slikker alle i ansigtet

inden den lægger sig til at dø.

Jeg tror på bonden

der som en muldvarp

lugter til sin jord.

På telefonen der ringer

til en ven klokken tre

om natten.

Jeg tror på smerten

og en lykkelig død.

Che

måske har du mødt gud

der oppe i bjergene

ham skal jeg endnu ikke gøre mig klog på,

men jeg tror at

tigere,

ørne,

hvaler,

og de røde hærmyrer

er hellige dyr.

Jeg tror på drømmenes åbenbaringer,

det hellige knald,

planternes sjæl

og universets

store sang.

Jeg tror at bøddelen

sover dårligt,

at han har onde drømme.

Jeg tror på diktatorernes ensomhed.

Jeg tror på revolutioner

forelskelser

og det store syretrip

på pikkenes og kussernes indtog

på hængebugsvin som husdyr

på retfærdighedens blodige tilgivelse.

Jeg tror på partisanernes

og de transsexuelles mod.

Jeg tror på djævelen og gud

sover i samme hus

knæpper de samme kvinder,

vælger samme bilmærker

foretrækker samme krop.

Jeg tror på raceblanding,

på de grimme

på dem, kun jeg finder smukke,

på lange næser

krumme næser

opstoppernæser

brede næser

på røve i alle størrelser

pæreformede

hjerteformede

flade

gevaldige

på korte ben

lange

tykke

tynde

på alle typer

stille

larmende

tænksomme

kærlige

jeg tror på dem alle.

Jeg tror ikke

vi opretgående

er mere højtstående væsener

end biller og elefanter

vi er bare anderledes,

det er de også.

Jeg tror på klassekamp

det har jeg gjort i flere tusinde år,

jeg tror ikke på sejrherrer

det har jeg ikke gjort i ti år.

Jeg tror på alle de millioner af kvinder

som dagligt vil ofre hele deres ungdoms skønhed,

alt deres helbred,

hver en spareskilling,

hele deres liv,

for de vrælende unger,

gud lod komme ud af deres køn.

Jeg tror også på dem

der har svært ved at elske

deres børn.

Jeg tror på

Jesus

Buddha

og din

daglige

ubønhørlige

genfødsel.

Jeg tror først og fremmest på,

at virkelige røvhuller, sådan

helt gennemførte røvhuller

er lige så sjældne som stjerneskud.

At alle vi andre,

vi i store mængder

af mislykkede dødelige fjolser,

har en lille stjerne begravet i brystet,

som forsøger at fortælle os,

det vi godt ved.

Jeg tror på ham matrosen

på vej ned ad landgangsbroen

krigen er slut

de druknede, forblødte, levende brændte, savnede

er ført til protokol og forældrene har fået

brev og medaljer.

Jeg tror at denne matros

som jeg engang så

på en sort-hvid dokumentarfilm,

at da han for enden af landgangsbroen

bøjer sig ned og får jord på læberne

har forstået det

som Jesus fandt i ørkenen

og Walt Whitman i borgerkrigens lazaretter.

Jeg tror på den kuglerunde planet

med sit rødglødende indre

med sin goppelgennemsigtige hud,

smuk som øjet på den elskede,

med sin citerende blågrønne farve

svæver den ensomt i det store mørke,

ensom som du og jeg

Che.

Albert Petersen